Bestyrelsen i Ø-Kvarterets Grundejerforening ønsker alle vore medlemmer og familie en rigtig glædelig jul samt et godt nytår.

Året 2021 har jo igen været præget af Covid-19 pandemien, men det lykkedes os heldigvis at få afholdt vores generalforsamling i 2021. Ikke i marts måned, som planlagt, men i august måned hvor vi havde lånt lokaler på Starup skole.

Tak for et rigtig godt fremmøde til denne generalforsamling som vi valgte at afholde en lørdag formiddag.

Et af temaerne på generalforsamlingen var den kommende udrulning af fjernvarmenettet her i Starup. Vi har endnu ikke fået oplysninger om, hvornår vi kan forvente de går i gang, men I vil helt sikkert høre meget mere fra Haderslev Fjernvarme når de kommer tættere på.

Vi vil også her gerne benytte lejligheden til at takke alle jer, der i årets løb har henvendt sig med opgaver, vi skulle se på fra bestyrelsens side. Vi prøver alle på at komme rundt i området jævnligt, men et lille hint om hvad vi skal se på, er altid meget velkommen.

Vi vil her igen i denne vinter sørge for, at vores hegn rundt i området bliver vedligeholdt, så vi kan færdes trygt i vores dejlige område.

Vi er i løbende kontakt med Haderslev kommune angående den nye udstykning på Tåsingevej, og når vi har noget nyt, vil vi informere om det på vores hjemmeside, så I alle kan følge med i udviklingen.

Vi håber at det bliver muligt at afholde vores næste generalforsamling som planlagt i slutningen af marts måned 2022. Vi ser frem til at se så mange af jer som muligt.

Rigtig glædelig jul og godt nytår

Fra hele bestyrelsen i Ø-Kvarterets Grundejerforening